Bilforhandler liste
Nyeste billede
Udvalgte billede

Køb af bil i Tyskland

Lagt på d.23/03-2013

Spar kassen på brugtbil i udlandet
Det er nemt: Du kan spare penge og finde den helt rigtige bil, hvis du kigger uden for landets grænser

Det ser så ubegribeligt billigt ud, når du kigger på brugte biler i vore nabolande. Registreringsafgifter omkring 180 procent gør nemlig nye biler dyrere i Danmark end i stort set resten af verden – og det smitter selvfølgelig af på brugtbilpriserne.

Men du får selvfølgelig ikke drømmebrugtbilen fra Tyskland til Danmark for den latterligt lave pris, der sikkert er omkring det halve af prisen på samme bil på det danske brugtmarked. For du skal også betale registreringsafgift på den brugte bil.

Det betyder dog ikke, at du helt skal droppe at tage bilen ind over grænsen – for selv efter registreringsafgiften er betalt i Danmark, kan der være rigtig gode tilbud at finde i andre lande, hvis ellers du handler inden for EU.

Og det er faktisk ikke så besværligt, som man skulle tro.

FDM: Pas nu på

– Der er ingen grund til at tro, at det er besværligt at importere en brugt bil. Det er faktisk uhyre nemt, fortæller Allan Skov, teknisk konsulent hos FDM.

Men der er visse andre overvejelser, du skal gøre dig, før du køber bilen i udlandet.

– Når du køber bil herhjemme, har du visse rettigheder, hvis noget går galt.

– Det har du sådan set også i udlandet, men forestil dig, at du skal klage på et fremmedsprog – og måske bruge en udenlandsk advokat.

Han råder derfor til, at man enten går til en stor forhandler eller medbringer en bilkyndig på turen, så der er mindre risiko for at købe noget forkert.

– Når bilerne ikke er lige så dyre i andre lande, er det ikke sikkert, at der bliver passet lige så godt på dem, som vi gør i Danmark. Så det er en god ide at tage en ven med, som kan gennemskue, om det er en totalskadet bil, som en baggårdsmekaniker har sat sammen igen, eller om der er passet godt på bilen af de tidligere ejere.

Købe uden for EU?
Det er en noget dyrere fornøjelse at købe biler fra lande uden for EU.

Bilen skal for det første være typegodkendt til kørsel i Danmark. Desuden kommer du til at betale told og moms – det slipper du for, når du handler inden for EU's grænser.

Tolden er ti procent af bilens pris, mens momsen er på 25 procent. Og så kommer registreringsafgiften oveni.

Er bilen over 30 år gammel, kan det være en idé at importere den via Storbritannien. Her slipper du for told på de ældre biler, og momsen er bare fem procent.